Portræt: Peter A.G. Nielsen, den musikalske dinosaur, der sprudler endnu


Fredag aften kl. 23:00 gav Gnags den gas på Store Scene. De spillede deres største hits fra gennem tiden, og folk i vidt forskellige aldersgrupper dan-sede og sang med til musikken. Dette år markerer bandets 50 års jubilæum, og i denne anledning var der rig mulighed for at kigge tilbage over nogle af karrierens highlights i back-stagelokalet.
Af Daniel Barber

Han skulle lige skifte ud af det våde tøj!, lyder det fra back-stagepersonalet.

Klokken er 00:45, og Peter A.G. Nielsen er ikke dukket op endnu. Kameraholdet, foto-grafen og jeg sidder i et interimistisk studie i en gym-nastikhal og snakker mens vi venter. Under koncerten havde den 63-årige sangskriver givet sig 100 procent og hældt en flaske med en eller anden væske ud over sig, heraf tøjskiftet. Pludselig står han i dør-åbningen, og hans tilstede-værelse i rummet er hurtigt til at mærke. Vi hilser, han sætter sig i sofaen og interviewet går i gang.

Et fortidslevn der rækker langt tilbage…
Der er stor genremæssig vari-ation i de numre, Gnags spiller. De har nemlig både eks-perimenteret med reggae, rock og blues.

Spørger man Peter A.G. Nielsen, ligger hans primære inspi-rationskilde som sangtekst-forfatter dog egentlig ikke hos de store musikere og rock-ikoner fra sin tid. Han nævner i stedet forfattere som H.C. Andersen, Jeppe Aakjær og B.S. Ingemann som værende inspi-rerende for ham som sang-skriver.

Det er klart, at vi er blevet inspireret musikalsk af Beatles og så frem efter. Inspirationen spænder bredt fra den hvide musiks melodiøsitet og den sorte musiks blues eller rytme. Men jeg vil sige: Som sanger, der er mine forbilleder dem, der har lavet højskolesangbogen og salmebogen, fortæller han.

… Og langt frem
Han er meget nærværende i øjeblikket og lader sig ikke forstyrre af larm fra back-stagelokalet. Han fastholder øjenkontakt, og hans svar virker meget oprigtige.

Men Peter A.G. Nielsen er ikke blot en sangskriver, der har haft blikket rettet bagud mod for-tidens kunstnere. Flere af de sange, han selv har skrevet, har nemlig vist sig at blive aktuelle på ny gennem tiden. Under det klassiske nummer ”Danmark”, som også blev fremført på Store Scene fredag aften, blev der vist billeder af en stribe forskellige flag fra alle dele af verden,

imens der blev sunget: ”Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her”. I lyset af flygtningekrisen kan man i dag høre, at der endnu klinger toner fra koncerterne tilbage i 1986, hvor sangen blev skrevet — om end i en anden kontekst.

Dét at hylde mangfoldigheden er noget, vores forfædre satte en stor ære i at gøre. Også i de tider, hvor vi tager imod folk udefra, der følte jeg en forpligtelse til at fastholde, at mangfoldighed er en god ting, og lad os udnytte de fordele, der kommer af det. (…) Sådan er det også med eventyr; de er evigt gyldige, siger han.

Blusser op i ungdomsoprørets gløder
Under koncerten dukkede der et tre meter langt dinosaur-lignende kraniehoved op bag trommeslageren. Den har en cigaret i munden, muligvis den sjove af slagsen, og der kommer ægte røg ud for enden. Jeg kan ikke dy mig af ren og skær nysgerrighed og må høre, hvad meningen med monstrummet er.

Vi føler os som et gammelt fortidslevn på rigtig mange områder — vi føler os som en dinosaur. Det er en kommentar ind i sådan en virkelighed hvor, vi gør det, man ikke må. Og det gør vi på alle niveauer. Og det

gør de unge mennesker også: De ryger, fordi de ikke må ryge”, fortæller kunstneren begejstret.

Det bliver iøjnefaldende, hvor-dan den kulturelle revolution fra ungdomsoprøret endnu er til stede i denne danske musiklegendes ånd, og at dinosaurhovedet bliver til et forkromet symbol på den fandenivoldskhed, som har fulgt — og vil følge — Peter A.G. Nielsen gennem livet:

Det skal spores fra start til slut i hele produktionen. I alt hvad vi foretager os. På den ene side skal publikum stryges med hårene — de får de sange, de godt kan lide. Men der skal også være sådan et vådt håndklæde, der rapper lige ind på ballerne, ligesom når man gik i bad efter gymnastiktimerne. Sådan skal kunsten altid holde sårene åbne, den skal være en sten i skoene. Man skal ikke altid bare please, — så bliver det bare pop, og det skal mere end det, afslutter han.

Artiklen blev bragt i Vig Festivalsavis under Vig Festival 2016. Foto: Christian Krog Bardum